Her under specialeskrivningen har jeg sagt ja til at undervise en flok studerende. Jeg kender dem udemærket fra studiet og de er på min egen alder (+-).

Jeg mener selv jeg er velkvalificeret til at undervise, men når der sidder 45 mere eller mindre lækre fyre (og et par piger, men dem holder vi lige udenfor) som man sagtens kunne finde på at flirte med over fredagsøllen, så er det svært ikke at tænke på noget helt andet, når jeg står ved tavlen. Det er sgu helt urimeligt at man skal holde det faglige fokus, når der er guf for øjnene af en. Måske skulle jeg have valgt et mere piget studie...

.... om en mand er single?

Afgjort - det nemmeste er at spørge ham. Men nu er det min sportstræner som jeg finder forbandet sexet, og det eneste tidspunkt jeg lige ser ham er til træning. Og hvordan man foran hele holdet i en fælles samtale om træning og teknikker får stillet spørgsmålet "Hva', har du en dame?" er altså ikke så let!

Ham der daten - jeg kan jo ikke lade være.... Jeg ved at han ikke vil mig 100%. Eller rettere hvis han ville, ville jeg vide det. Og bedst som jeg kan koncentrere mig om andet end ham igen, så popper han op på messenger. Og jeg falder endnu engang i med begge ben - i stedet for at finde ud af hvor jeg står går jeg med på hans sludren.

Jeg kunne have ignoreret ham, jeg kunne have sagt "Hør her, Fister, det er sgu ikke værdigt for mig at blive ved sådan her", jeg kunne have spurgt om vi skulle ses, jeg kunne så meget andet end at sætte mig selv i en situation, hvor jeg er den (som jeg føler det) som kigger op på ham med store våde hundeøjne og tigger om opmærksomhed.

Læsemakkeren siger jeg skal tage skridtet og blokere ham, veninderne siger at jeg er bedre værd, men at jeg skal gøre hvad min mave siger. Og hvad siger min mave så? Den vender i hvert fald rundt, når han logger på. Men jeg har svært ved at skelne "jeg vil have ham fordi han ikke vil have mig"-følelserne fra "ham her er der potentiale i"-følelserne.

Jeg bliver ved med at tænke over hvordan jeg bedst tackler situationen. Men hvor meget kan man egentlig gøre galt? Jeg mener, hvis det er afgørende for at fyren siger ja til at ses igen om man spørger i morgen eller efter at have spillet kostbar en uge, er det hele så i virkeligheden kun et spil. Og det er jo faktisk ikke det jeg er ude efter....

Når nu alle veninderne slet ikke kan lide den fyr man dater - og de ikke engang har mødt ham endnu - mon det så ikke er på tide at spørge sig selv om han er god for en?

Når jeg læser rundt omkring i blogland, støder jeg på mange som befinder sig i speciale forløbet og oplever det samme som mig - I kender det, overspringshandlinger, frustration over vejleder, den trælse udsigt til at læse /skrive det samme afsnit igennem for 117. gang, udsigten til at studiet snart er slut...

Og egentlig nyder jeg hele processen, når jeg først får sat mig ned og er flittig - det sker bare sjældent før aftenen før en deadline. Og så slår jeg mig selv i hovedet, for ikke at være startet noget før... Og næste gang er det det samme igen! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at ændre min indstilling - det er ligesom om jeg godt ved alle de der ting, man bør/kan gøre for at være effektiv og arbejdsom på et stort projekt, men hvorfor er der så langt fra tanke til handling? Et voldsomt spild af tid!

Gode råd (eller andres frustrationer) modtages gerne i kommentarboksen - man kan vel kun blive klogere... Og dog, jeg har nu ved at genoptage bloggeriet skabt mig endnu en overspringshandling - gad vide om jeg når min deadline i morgen? Tror både computeren og jeg trænger til en pause!

Efter at have kommenteret på et indlæg hos Studmuffin tænkte jeg at det var på tide med endnu et forsøg i blogsfæren.

Der blev spurgt hvilke signaler vi kvinder kigger efter i en mand og det fik mig til at tænke lidt over hele forløbet i en "dating-proces". De fleste af mine kærester har jeg støvet op gennem fælles venner og bekendte. Det har den fordel at man kan se hinanden an uden at være alene sammen. En anden oplevelse får jeg så gennem nettet, hvor man skal lære hinanden at kende kun ved de ting man siger/skriver og ved de ting man oplever sammen. Endnu er det ikke blevet til en "kan-ikke-holde-fingrene-fra-hinanden"-oplevelse, til trods for flere dates med samme fyr. Sådan har starten af mine øvrige forhold været og når nu det her går MEGET langsomt, så kan jeg ikke finde ud af om det er måden vi er mødtes på eller om det bare ikke er noget?

Egentlig meget rationelt at tage det stille og roligt og bygge et solidt fundament op i stedet for at give los med risiko for at det ramler om en måned, men kan det være noget kærlighed, hvis rationaliteten er så meget tilstede?

De tjekkede ikke engang mine lommer til eksamen denne gang :-(

Eksamen er nu slut for i år, hvilket er lidt et antiklimaks.... Det har været så stor en del af mit liv de sidste måneder og så er det overstået... Så er der bare tilbage og vente på resultaterne... Men det gider jeg ikke bekymre mig om lige nu!

Ellers ligger livet mig lidt på sinde - var fint tilfreds med det hele, men efter i fredags har jeg bare haft sådan en uro i kroppen. Måske er det fordi jeg ikke kan få ham at jeg gerne vil have ham? Det er vist en klassiker....?

Det frustrerer mig at jeg ikke nyder livet og vennerne på samme måde fordi han ligge i baghovedet. Og grunden til at han gør det kan jeg sgu ikke finde ud af...

Hvad vil jeg og ikke mindst hvem jeg vil det med fylder meget i mit småberusede hoved. Måske skal jeg bare gå i seng og fra i morgen koncentrere mig om at gøre det godt for mig selv....

I går fik jeg en undskyldning over han bare var skredet, men alkoholen havde åbenbart overtaget hans krop. I samme sætning blev sagt, at han håbede vi snart sås. Vi snakkede lidt på sms og msn, og jeg var overbevist om, at der var lidt flirt i det. Nu er jeg temmelig sikker på han ikke er interesseret i mere. Eller hvad?... Det ærgrer mig lidt, for han var absolut sommerflirt potentiale (han flytter snart grundet job, så noget større kan det ikke blive) og der har været noget i luften længe, så lidt sjov havde jeg håbet på der kom ud af det... Den klassiske "Jeg laver ikke noget særligt i aften, du kan bare komme forbi" blev smidt på bordet, han gav udtryk for at det lød godt og ville kontakte mig senere. Klokken 3 skriver han så, at han lige er kommet hjem fra byen, bla bla bla, vi sludrer lidt og han slutter med "vi ses nok snart". Han sender nogle meget blandede signaler, som jeg 1) ikke lige har overskud til her under eksamen 2) ikke helt kan finde ud af at være cool over for, fordi jeg er lidt smålun på ham og der er ikke rigtig tid til at tage det roligt pga. hans flytning.

Jeg havde set scoringen komme, da jeg smuttede forbid festen forleden, men jeg havde ikke forudset jeg ville have lyst til at se ham lidt mere... SUK!

Jeg smuttede forbi en fest idag, hvor en flok af mine venner ville være sammen med gratis mad og drikke. Dejligt! En af de nærmeste venner er lige blevet single og det gid hverken værre eller bedre end at vi rå snavede tidligt i festen... Der gik et par timer med at nulre rundt.... Hvorefter fyren bare skrider uden et ord - lettere problematisk fordi han holder mine penge. Nå, det er lykkedes mig at komme hjem, men vi kunne overhovedet ikke få kontakt med ham.... Er pisse skuffet, for jeg føler mig sgu lidt droppet når han skrider fra festen efter han har snavet med mig 1½ times tid.... Håber han er mand nok til at kontakte mig i morgen.... Elllers ved jeg ikke helt om jeg skal?

I dag havde jeg eksamen uden hjælpemidler. Derfor har man indført en regel om at der skal tjekkes lommer på folk før de går på toilettet.

I dag havde jeg så et bind i lommen, da jeg frygtede at få brug for det. For en gangs skyld var det ikke en gammel nisse som var eksamensvagt og dermed skulle tjekke mine lommer foran toilettet, men en pæn ung fyr. Jeg tømmer ganske bramfrit mine lommer over i hans hænder, så han kan se jeg ikke gemmer små hemmelige sedler og bare det at få lov at se hans ansigtsudtryk og befippethed...! Næsten nok til at gøre eksamen til en god oplevelse ;-)

Nu overvejer jeg så hvad jeg skal proppe i lommen før næste eksamen, for at få et godt grin! Nogen forslag?

Om ikke så mange timer starter eksamen og jeg har for første gang i min gloværdige universitetskarriere ikke mærket sommerfuglene og nervøsiteten før tre timer før. Hvad det så skyldes ved jeg ikke helt - i hvert fald ikke at jeg er supergodt forberedt... Måske har jeg bare nedsat mine egne forventninger i forhold til tidligere år? Det er en relativt kort eksamen og en "ævle-en" af slagsen, så taktikken er at klø på med skriveriet.

Jeg har netop købt en pakke toiletpapir - greb den billigste som ikke føltes som sandpapir og som ikke var lyserød, da disse to egenskaber ikke hører hjemme i mit toiletpapir.

Mens jeg sidder og nørder ved computeren, åbner jeg uopmærksomt pakken for at kunne sætte en ny rulle ud på toilettet (det er sgu så praktisk når blæren er ved at sprænges at toiletpapireret rent faktisk ikke står på skrivebordet...) og en liflig duft breder sig. Sådan en blanding af syntetisk saftevand og parfumeret brevpapir. Min opmærksomhed var rettet mod computeren, så der gik lidt tid før jeg lokaliserede duften og måtte stikke hovedet ned i pakken for at være HELT sikker - det er sgu parfumeret. Ad... Og hvad er egentlig formålet?

Til gengæld fik jeg den kvalme tilbage, jeg netop er sluppet af med efter et døgn. Tak for hjælpen toiletpapir...